onsdag den 30. marts 2011

Daisy



Frem fra en gemt og glemt pose dukkede der forleden en lille kortklippet dukke... og med hende fulgte erindringer fra tiden i sen-70´erne.


Indre billeder fra den lokale legetøjsforretning; Thaaning Steffensen på Torvet i Sakskøbing, hvor Daisydukkerne hang, i hver deres æske, på rad og række og fristede.

Jeg husker drømmene om alt det fine tøj man kunne ønske sig til sin Daisydukke, hvis man nu var heldig at få een.





Jeg var heldig at få en Daisydukken med det røde hår.


Hun havde bøjelige lange ben og den smukkeste lyseblå øjenskygge.




På et eller andet tidspunkt gik det dog galt med Daisy...

Jeg husker helt tydeligt den filtrede klump nylonhår, der hverken ville det en eller det andet; som bare sad der på den smukke dukke.


Klip klip....


Som barn af en Mia Farrow-inspireret mor var det meget nærliggende at tage sagen i egen hånd - og siden var Daisy en korthårspige.



Jeg tror mange Daisydukker har lidt samme skæbne som min og derfor blev jeg også helt glad, da jeg faldt over denne hjemmeside, og nåede ned midtvejs til "Frisørens mareridt".


Der er håb for Daisy!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar