tirsdag den 7. december 2010

7. December Basixjulekalenderkonkurrencen


Iiiihhhh altså....!
Nu gik det ligge så godt - Årets Basixfanjulekalenderkonkurrence kom fint fra start og julegrublerierne fos Basixfans´ne var begyndt at melde sig....
Så var det lige at Facebook tænkte at de ville tilbyde alle de glade brugere en ny udgave... Pling! Så var det sket med at sætte links ind på væggen på Basixfan.

(og Pling! så havde grublerierne pludselig skiftet plads.... og Basixfan-damen var tæt på at blive gråhåret)

Efter en hel række forsøg, krumspring og tests er jeg nu havnet her på min Blog i et forsøg på at formidle "Låge nummer 7" til de ventende Basixfans
Håber spilleme at det virker!

fredag den 26. november 2010

Kalenderlys

Jeg har lige købt et kalenderlys
og jeg glæder mig til
at skulle nyde det igennem hele december måned.


Der er dog to ting der de senere år har undret mig;
Hvorfor er der så langt fra toppen af lyset til 1. december?
og
Hvorfor er der så kort fra d. 24. december til enden af lyset?

Jeg ved godt at man ikke altis får et svar når man spørger - og livet går også videre, men jeg undres fortsat.



I 1935 udkom en bog: "Smaa Fester - glade Gæster" af Lis Byrdal,
der beskrev det første hjemmegjorte kalenderlys:
"En idé til børnene er at dele et lille tykt lys med 23 tynde, sorte tuschcirkler som man kan lægge farver imellem, hvis man vil. Hver aften lige fra d. 1. december brænder man så et stykke ned - hele tiden til den næste streg. Den dag lyset brænder ud, er det jul - og træet tændes."

tirsdag den 23. november 2010

Adventstiden sig nærmer


Er det bare mig - eller har det ikke lige været sommer?

Efterårets glød er forlængst blæst bort og tusmørket har taget over.

I den mørke tid, hvor lyset udenfor er rejst - tænder vi lys indendøre.


Lys er liv.


Nedtællingen starter på søndag, hvor det første lys i Adventskransen tændes...

I år bliver vores første søndag i Advent noget særligt; Simone´s børnekor skal nemlig synge til Gudstjenesten i Tingsted kirke.

Jeg glæder mig i denne tid...

fredag den 24. september 2010

Magelighed, motivation og motion

Jeg har oplevet noget ganske fantastisk nu i formiddag!

Nogen bankede forsigtigt på mit motivationsbarometer... og tænk engang; pilen rørte på sig!
Ikke i første forsøg.... (pilen har siddet fast på Magelig nogle dage...)

Photobucket
Men efter et par forsigtige knock-knock´s skete der noget!

Så nu sidder jeg nu her med en rigtig god fornemmelse i maven og røde kinder - efter en lille times sveddryppende samvær i Motionsrummet med min helt egen Erik - og er taknemmelig for at han fik mig med.

thumbs up

søndag den 12. september 2010

fredag den 10. september 2010

Fødselsdagsønsker

En fødselsdag lurer lige om hjørnet - og så er der nogen der siger at man har lov til at ønske...

Så det gør jeg!

Eau de Parfum fra firmaet CLEAN … den hedder: Fresh Laundry (set i Parfumeriet Ham/Hende)
Ny cykel – Citybike
Maleri "The Window" af Allan Axelsen

(eller en af hans fuglekasser – hvis hans skulle finde på at lave nogle flere)

Bog: 15 skriver om Livsglæde (af Peter Olesen)

Anorak fra Papfar´s pige: Emilie/Grå str M:

Stor hængekøje Set på http://www.sommerhave.dk/

Overraskelser fra Thea
Englekort
Englepins
Lattekrus (gerne i blå og grønne farver)
Glaslanterne – lidt i stil med den her:
Vindklokker
Hårmassage pind:
Wall reol (set i Idemøbler)
Maileg Julegris som denne her – bare RØD
Juleglaskugler i turkis/grøn/blå farver
Willow Tree engel


lørdag den 28. august 2010

Engle i mit hår



For ikke så længe siden var jeg en tur på biblioteket og af en eller anden grund, trak jeg bog ud af mængden... En blå bog med billedet af en fjer, skrevet af Lorna Byrne.
Da jeg læste teksten bag på bogen var jeg ikke i tvivl; den bog skulle med mig hjem!

Lorna Byrne har set og kommunikeret med engle, siden hun var barn.
Da hun var lille, blev hun opfattet som langsom og »tilbage«,
fordi hun ikke syntes interesseret i sine omgivelser.
I ENGLE I MIT HÅR taler hun for første gang om, hvordan hun kunne se en anden verden af engle og ånder midt iblandt os. I mange år antog hun, at alle andre kunne se det samme. Englene hjælper hende gennem livet og er vidnesbyrd om, at vi er beskyttet.
ENGLE I MIT HÅR er en biografi om en moderne kvindes liv i Irland. Det er samtidig en poetisk bog om en mystiker fra fattige kår med en vanskelig barndom, som finder kærligheden og mister den igen, samtidig med at hun kommunikerer med engle hele livet. Hun bliver en berømt og elsket healer og lærer i Irland og skriver sent i livet en bog, som rører manges hjerter.
»ENGLE I MIT HÅR er mere end blot en selvbiografi. Det er en åbenbaring, der vil åbne dine øjne og ændre dit liv.« skriver Matthew E. Adams.


Jeg kunne ikke være mere enig - og 16. September udgiver Lorna Byrne endnu en bog; Stairway to heaven - og jeg ved lige hvad jeg skal ønske mig i fødselsdagsgave!

tirsdag den 24. august 2010

Farven Turkis

Det sidste års tid er der en farve der har sneget sig inden for min dør....
Det er denkølende, forfriskende smukke Turkis...


Jeg ved ikke rigtig hvorfor det lige er turkis men den gør noget godt for mig
og derfor har jeg ínviteret den indenfor




Photobucket

torsdag den 19. august 2010

Sunde konfektkugler

Når ordene sund og konfekt forekommer i samme sætning:
Burde man så blive mistænktsom??
Hmm...
Hvor om alting er så er det nu anden gang der her i mit hus er blevet udstenet/foodprocesseret/smagt/rullet/trillet/kølet og nydt

Jeg faldt over opskriften på disse små sødmefulde krudtkugler på
http://www.highonlife.dk/
Mit køkkenskab var desværre tilstrækkeligt udstyret til at lave originaludgaven, men det skulle
bestemt ikke afholde mig fra at forsøge mig.

Og jeg har kun een ting at sige:
UHM !!
Her er opskriften:

200 g økologiske dadler
100 g økologiske mandler
40 g Cocosa jomfru kokosolie
45 g økologisk kokosmel
30 g kakao
Vaniljepulver og citronsaft
Frisk mynte efter smag og behag
10 dråber pebermynteolie eller mere efter smag og behag
Lidt økologisk æblesaft til at samle massen med.

Jeg havde dog hverken økologiske dadler/mandler eller kokosmel - ej heller kokosolie og æblejuice...

Men helt almindelige saftige dadler/mandler og kokosolie kom til at flette fingre med en sjat solsikkeolie og et skvæt akaciehonning ...

Op i foodprocessoren og WROOOOM indtil det hele er hakket og malet sammen til en stor brum fedtet klump

Photobucket

Små delikate kugler rulles og trilles derefter i kokosmel
og så kommer det værste:

De skal ind i køleskabet i en lille times tid !!
- men SÅ er de også klar
til at storflirte med den søde tand
og den ikke-så-dårlige samvittighed.

onsdag den 18. august 2010

Håndarbejdsforskækket?? Ikke ret meget

Denne skønne Blog-verden - som stadigvæk er ny for mig - bugner af fantastiske mennesker og deres kreative/sjove/skøre/smukke ideer og håndværk.

At snuse rundt her minder mig om den fryd jeg oplevede i mine formningstimer i folkeskolen.... Når det store skab med alle materialerne blev åbnet og duften af fedtfarver, linoleum og lim strømmede ind i næsen og silkepapir og karton i alle regnbuens farver berusede øjnene...

Håndarbejdstimerne husker jeg derimod noget anderledes...
Svedige hænder der hidsigt hev i alt for stramt akrylstrikketøj med tabte masker...og patchworklapper med krøllede papstykker der ikke ville makke ret.

Hvad det end er der er sket, så er jeg i mit voksenliv endt ud med IKKE at være særligt håndarbejdsforskrækket - kun når det kommer til at bruge strikke/hækle- og syopskrifter.

Det går ligesom bedre når jeg selv bestemmer hvad der skal ske med strikkepinde/hæklenål eller symaskinen....uden opskrifter og alt for seriøs måltagning, forståes :-)

Da
Karen Klarbæk forleden præsenterede sine skønne hæklede armbånd blev jeg straks voldsomt inspireret til at forsøge mig med hæklenålen, og tænk engang: JEG KU` !!
Jeg hæklede to venindearmbånd til Simsen og hendes veninde Cille.
Der var ikke et øje tørt.
Meeen det var ikke let at stoppe igen, nu hvor kurven med bomuldsgarnet var fundet frem...


En multikoloreret hæklet hue så dagens lys i løbet af tirsdag formiddag - hæklet med 4 forkellige farver og pasform til Simsens hovede... og det bedste af det hele var hendes søde bemærkning om at hun rent faktisk glæder sig til at skulle gå med den!






mandag den 16. august 2010

En engels tålmodighed

Tålmod er ikke noget man køber i metermål....
men jeg er ved at blive overbevist om at det er muligt at træne sin tålmod....
Det eneste det kræver er:

TÅLMODIGHED

Jeg har trænet flittigt idag
og det er lykkes mig at frembringe intet mindre end en lille stjernelanterne!

I vinters åbnede en god ven mine øjne for Waldorf-lanternen tålmodigheden blev testet - grundigt...!

Det er en smuk og enkel lille lanterne der kan kreeres ved hjælp af papir, saks og ...tålmodighed.

Forleden fandt jeg så selv et billede af endnu en smuk papirlanterne og med sig havde den en klar vejledning i, hvorledes den kunne laves.

Dodecahedron Stjerne Lanternen hedder den og udover tålmodighed blev der brug for maling, hårtørrer (pga manglende tålmodighed)blyant ,lineal, saks og limpistol.
Vejledningen er lige til at gå til - og skulle nogen føle sig fristet til at lave en smuk lanterne så kig her:
childhood magic: Dodecahedron Star Lantern Tutorial

Her er mit første eksemplar - lavet helt uden hysteriske udbrud, trampen i gulvet eller opgivelse:

Fødselsdagsfeber

Kan man holde fødselsdagsfest for sin datter når man er syg?
Ja - det kan man godt.
Jeg vil endda tro at jeg fik svedt en stor del
af bacillerne ud ved samme lejlighed....
"Ondt i halsen" kommer bare aldrig belejliget
- og det gjorde den heller ikke denne gang.

Heldigvis var der styr på det hele
- og det havde der været længe forinden
de 9 forventningsfulde unge damer
begyndte at dukke op, lørdag ved 3-tiden
.


Pigerne hyggede sig gevaldigt - især "Pynt dine egne muffins" var et hit!





mandag den 9. august 2010

Krøller eller ej

De indledende øvelser er så småt startet....
På lørdag bliver mit hjem invaderet af 11 piger fra 3. klasse.

Som gammel spejder arbejder jeg målrettet frem mod dagen under mottoet:

VÆR BEREDT


Hvad mon 9 årige piger vil syntes om at lave til en fødselsdag??


Lige nu er planen:


Pynt din egen muffin (glasurer og sukkerpynt i alskens farver er der styr på)

Stopdans


Ballondans


Kagekonespisning


Tag den gave (pakket ind i 5 lag gavepapir) og lad den vandre


Sæt navne på Jonas Brothers plakaten (med bind for øjnene)


Den som neglelaksflaskehalsen peger på
(11 piger med hver 10 negle= 110 negle og der er 5 forskellige farver!)




og bordpynten ... den er der styr på!

onsdag den 4. august 2010

Alder og fossil-fund


Hvorfor er det lige at mange - inklusiv damen der sidder her og klaprer i tastaturet - tænker frygtsomme tanker når en meget nært forstående fødselsdag bringer- ikke bare eet nyt tal med sig - men hele to???

Det vil nok være at overdrive hvis jeg påstod at jeg led af
Gerontofobi - ikke et alvorligt tilfælde men måske bare en snert.

Alder er en sjov størrelse.

På den ene side fyldes
erfaringsbanken gradvist op (som årene går)
og øjnene åbnes for livets mange facetter
efterhånden som erfaringerne bundfælder sig.



På den anden side
skifter sandkornene i livets timeglas uafvendeligt plads...


Hvad mon det er der afgør
hvordan jeg ser på mig selv med den alder jeg har?
Hvordan føles alder:
  • Når min 9-årige datter spørger om jeg nogensinde har haft en "Midtvejskrise" - og belærer mig om at det er når man er ved at blive gammel, blive gråhåret og få rynker?
  • Når mine forældre pludselig er blevet 63 og 67 og har en temmelig velassorteret medicinkasse stående på køkkenbordet?

  • Når det knirker og knager i mine knæ når jeg løber?

Hmmm.........
Tænker tanker om alder


Men så forleden da jeg gik på stranden...
så lå der pludselig et fossil i sandet og råbte
at den gerne ville op i min lomme.
Hvor gammel mon sådan en fætter egentlig er?
Den har måske 200 millioner år på bagen
og ser stadigvæk fuldstændig og aldeles pragtfuld ud!

Så hvorfor skulle jeg så bekymre mig om at blive 40?



mandag den 2. august 2010

Grønne guldbasser

Lørdag formiddag mellemlanded tre flotte fyre i min
Hydrangea Arborescens ''Annabelle''

rhomborrhina japonica
Det blev dog kun til en kort visit

torsdag den 29. juli 2010

Gumlekost

I 1916 skrev Jeppe Aakjær om den klokkespillende havre og billederne i hans tekst er ikke til at tage fejl af: Det handler om SOMMER - den danske sommer.

Mest holder jeg af;

Det kan kolde Hjærner ej forstaa
Jeg er Lærkesangen paa et Straa,
Livets Rytme døbt i Sommerdræ,
mer end Gumlekost for Øg og Fæ.



Gumlekost....ikke et ord man hører så tit - men helt klart et ord der klinger meget sundt.

Sund mad og sommer hænger sammen så derfor er jeg i køkkenet og laver noget gumlekost.
Havregrødsbollerne står til hævning - de venter på at blive formet, efterhævet, bagt og gumlet...



søndag den 25. juli 2010

Jeg er....


Inden sommerferien startede var jeg et smut på biblioteket og lånte blandt andet en lille-bitte bog - skrevet af Sonia Choquette.

Den hedder Vitaminer for sjælen.


Det er en af den slags bøger man kan samle op - læse lidt i og lægge igen.
En lille opslagsbog fyldt med en lang række inspirerende råd og vejledninger om livet.
Allerbagerst i bogen står der kort om forfatteren at hun er
en verdenskendt forfatter, historiefortæller, healer og
seks-sansers spirituel lærer.

Det er nok derfor noget af det der står i bogen rækker langt forbi det jeg normalt kan forholde mig til mens andet rammer plet

- lige i midten af mig.

Jeg har læst bogen og valgt at plukke den viden - eller de vitaminer - som jeg syntes tror jeg har brug for.

Bogen fortæller at, styrkemantraet (eller blot konstateringen for os der er jordbundne); JEG ER........

er meget kraftfulde metafysiske ord.

Hvad end man siger efter "JEG ER......" så fortæller man universet, andre mennesker og sig selv, hvem man er og hvem man gerne vil være... og Universet samtykker og bekæfter.

Da jeg læste om dette syntes jeg det lød underligt - men også spændende.
Derfor har jeg nu i en uge gået rundt og tænkt og sagt:
"JEG ER I BALANCE"
for mig selv
- specielt forud for en situation, som jeg plejer at finde vanskelig
- og tænk engang!!!!
Der var ingen slinger i valsen.
Jeg havde situationen fuldt under kontrol.
En fantastisk oplevelse!!

Bogen foreslår også andre bekræftelser:

  • Jeg er sund og rask
  • Jeg har et dejligt job
  • Jeg er elsket og elskelig
  • Jeg er smuk
  • Jeg er et dynamisk og kreativt menneske
  • Jeg er glad, let om hjertet og heldig på alle måder

Så lad os se hvad der sker i løbet af sommeren.....




fredag den 23. juli 2010

Det sure med det søde

Forleden faldt jeg over en Blog, skrevet af en californisk kvinde;
hvor hun beskrev en nærmest himmelsk smagsoplevelse....

Jeg blev voldsomt inspireret til at forsøge mig og derfor har jeg lige
vasket 4 citroner,
skåret dem i tynde skiver og
lagt dem i glas -
sølet det hele ind i flydende honning;
nydt duften og synet,
hvorefter jeg har gemt de to glas ind bagerst i køleskabet!

Photobucket

Nu skal de bare stå der og forvandle sig til himmelske dråber
der - når efteråret kommer og det begynder at kradse i halsen
- skal bloppes ned i en kop spilkogende vand og nydes

Jeg lover hermed mig selv at glæde mig over de smukke frugter, hver gang jeg åbner køleskabet og venter tålmodigt på den dag hvor jeg kan smage på denne gudedrik

Livets lethed



Idag er det den mest ventede dag på året....



Den sidste arbejdsdag før de to ugers sommerferie og bedst af alt:



Arbejdsdagen er slut og foran venter 16 sommerferiedage:


16 dage sammen med familien

16 dage uden alt for vilde planer

16 dage hvor vi kan sove læng(ere)

16 dages længe ventet ferie



16 dage hvor livets lethed skal nydes i fulde drag



søndag den 18. juli 2010

Blog -hvaffornoget

Nu da jeg er sprunget ud som Blogger.... har jeg gået og funderet over hvorfor det egentlig hedder en blog - så jeg måttte en tur rundt om Wikipedia.

Det viser sig at ordet udspringer fra begrebet; Web log der med tiden er blevet smeltet sammen og morfet til Weblog = Blog

Ordet Blog kan både bruges som navneord: "En blog" - Som Udsagnsord; "At blogge" og som subjektsprædikat,"Line er Blogger"

tirsdag den 13. juli 2010

Livet set fra hængekøjen


Så ligger jeg her igen!

Vugger blidt fra side til side og og mærker vinden bevæge sig om mig.

Sommerens bedste køb har uden sammenligning været hængekøjen til 50 dask fra JYSK.

Det er her der er skygge på en hed sommerdag, det er her man kan snige sig til en middagslur og det er her man kan ligge og dagdrømme....


Det er livs-nyderi på højste plan!


mandag den 12. juli 2010

Torden og lynild

Hvordan kan det være at nogle dage er tungere end andre?

Dage der ved første øjekast så ud til at blive lyse og lette vender sig på vrangen og bliver mørke og tunge...

Det er helt sikkert noget der sker hos een selv - men det er ikke altid lige til at sætte fingeren på HVAD det er der får det til at vende.


Min dag har været en tung een af slagsen - og får ligesom at sætte trumf på valgte vejret så at følge trop - nu til aften.


Sorte tunge skyer kom drivende ind fra vest,
med sig havde de torden, lyn og regn...

I skrivende stund drypper det derude, haven dufter rent og køligt
og det lysner igen.
Og det samme gør mit humør.
Lur mig om ikke solen skinner igen i morgen;
både på himlen og hos Line.

lørdag den 10. juli 2010

Søde Citroner


Termometeret viser 36 grader....
Der er ikke en vind der rører sig.
Alle leder utålmodigt efter et skyggefuldt sted at dase.

I formiddags investerede jeg lidt knofedt i en gudedrik der - lige om lidt skal læske vores ganer.
To flasker hjemmelavet lemonade står og venter på os i køleskabet.
Nu er det bare at tvinge kroppen op og gå ud for at finde nogle store glas og en masse isklumper og så ind i skyggen og smække benene op igen


Utroligt så lidt der skal til:

Citroner, Rørsukker og Vand

Okay ... al den lækkert-duftende citronskal endte sine dage i en aromatisk citronsandkage, der står og fører sig frem på køkkenbordet - og som helt sikkert smager vidunderligt med et glas iskoldt lemonade til

fredag den 9. juli 2010

Simsen fylder snart 9

Nedtællingen er startet, ja den har faktisk været igang længe.
I skrivende stund er der 8 dage til at Simsen fylder 9 år.

Når man nu er født i Juli så kan det være svært at tromle alle 3. klasses piger sammen - alle holder jo ferie.... Men det betyder jo ikke at der ingen fødselsdagsfest skal holdes.
Vi venter da bare til efter sommerferien!

Forberedelserne er derfor gået igang:
Invitationerne er kreeret, skrevet og leveret.
Vimpel-guirlanden er syet (Tak for inspirationen Karen Klarbæk)
http://www.karenklarbaeksverden.blogspot.com/
Menuen er planlagt og listen med mulige aktiviteter vokser stødt og roligt....

Photobucket



Det er svært at sige hvem der glæder sig mest til fødselsdagsfesten; Simsen eller Mor
;-)

torsdag den 8. juli 2010

Haveglæde


Hvor føler jeg mig heldig!
Jeg har en fantastisk have der er fyldt med alskens dejlige stauder og sommerblomster, der hvert år dukker frem og bringer glæde med sig.


Ok...der dukker også ting og sager op af jorden som måske burde fjernes - men som får lov til at bo hos os alligevel :-) ihvertfald for en tid.

Jeg elsker min have og lever i fredelig sameksistens med dens måde at opføre sig på.
Det kunne være fedt hvis det kunne være på samme måde mennesker imellem.

onsdag den 7. juli 2010

Jordens salt

Livet er en sjov størrelse - afhængigt at hvem der ser på det og hvornår.

Af og til tynges jeg ned af livet - mærker alt for tydeligt jorden under fødderne og bærer rundt på tunge tanker. Andre gange bærer livet mig oppe - puster de tunge tanker væk og løfter humøret ud og opad.

Jeg tænker sommetider over hvad det er der er afgørende for, hvilken slags dag det bliver...
Måske er det vejret, de andre - eller.....mig?
Jeg hælder mere og mere til den sidste mulighed men da jeg forleden faldt over disse tankevækkende ord:
Verden er ikke som den er, den er som DU er
var jeg overbevist....

Alle kan gøre en forskel i deres eget liv - og andres....

Salt holder oppe; hvis der er salt i vandet, er det meget lettere at flyde.
Salt hjælper os til at stå sikkert. Når vinteren gør vejen glat af is, strør vi salt på så vi ikke falder.

"Salt er en god ting, men hvis saltet ikke er salt mere, hvordan vil I da gøre det salt igen? Bevar saltet i jer selv, og hold fred med hinanden". (Mark 9,50)

Derfor blev der igår aftes lavet en ordentlig omgang Saltmandler:

1 spsk groft salt
2 dl vand
200 g mandler med skal

Bring salt og vand i kog på en pande og tilsæt mandlerne.
Lad vandet koge helt væk, så mandlerne dækkes af et tyndt, hvidt lag salt.
Hæld mandlerne i en bradepande og sæt dem i ovnen ved 150 grader i ca. 20 – 30 min.,
så mandlerne bliver tørre.
Tag mandlerne ud og lad dem køle helt af, de knitrer, mens de tørrer.

Enjoy!

tirsdag den 6. juli 2010

Basix - stemmer du aldrig glemmer


Siden december 2005, hvor min søde ven og kollega Jesper lokkede mig med til en Basixjulekoncert, har mit hjerte banket for disse 6 skønne sangere....
Mange ved ikke hvor heldige vi er, i Danmark; at vi har en Acappella gruppe der formår at skabe mirakler, ved hver eneste koncert de holder. For det er i sandhed mirakler de udretter med deres stemmer og tilstedeværelse!


Acappella? Hvad er det nu det betyder, tænker du måske... Acappella er betegnelsen for flerstemmig sang uden ledsagelse fra instrumenter. Stilen har eksisteret igennem hele musikhistorien - men har selvfølgelig udviklet sig igennem tiderne.

Basix? Hvem er det nu lige det er, tænker du måske.... Men hvis jeg nu fortæller at Basix sang deres nummer "I Australien" ind på en FLOT andenplads ved Dansk Melodi Grand Prix i år 2001, dukker der sikkert nogle billeder og lyde frem på den indre biograf.

De seks fyre i Basix begejstrer verden med deres fantastiske stemme, iørefaldende arrangementer og charmerende karismatiske optræden.

Basix rammer noget i mig; noget der åbner mine ører og får mit hjerte til at banke lidt hårdere og blodet til at suse lidt hurtigere....Det kan nærmest sammenlignes med beruselse - blød beruselse der er godt for sjælen og svært vanedannende...

Gennem årene har jeg været afsted til en del koncerter.... 30 styks af slagsen for at være helt præcis og jeg er slet ikke færdig - og bli´r det forhåbentligt aldrig.
Koncertoplevelserne rodfæstes i mig og lever videre når jeg lytter til deres fantastiske albums.

Basix giver så meget af sig selv og de deler deres hjerteblod med os i deres sange. De synger af ærlige hjerter – fyldt med kærlighed. Man kan sige at de ikke blot synger om kærlighed…de giver kærligheden videre…de ER kærlighed.


Selvom kloge mennesker mener at man skal leve i nuet ... går jeg nu alligevel og glæder mig til Oktober. Jeg skal nemlig afsted igen - ud og mærke suset af Basix !

mandag den 5. juli 2010

Mens vi venter på regnen

DMI siger at vi kan vente regn... Ikke ment som en trussel, snarere som et pusterum her i sommervarmen.
Det er med sommerregn som det er med livet.... Pusterum kan være kærkomne....
Sommetider er det bare skønt at kunne trække stikket ud og "nyde" i stedet for at "yde".

Min dag på jobbet har været fin - ikke mere travlt end at jeg kunne følge med; alligevel var det skønt at smide sig på græsplænen da jeg kom hjem, sammen med Mulle-missen og se på verden fra en anden vinkel.


søndag den 4. juli 2010

Søndag morgen

Mens jeg ventede på at elkedlen skulle koge til morgenkaffen, i morges, listede jeg rundt i haven på bare fødder og nød stilheden.... lige indtil jeg kom over til den røde spirea; SUM-SUM-SUM - Nogen var stået tidligt op og var allerede igang med dagens dont.
En masse stribede brumbasser gav den gas og forsynede sig, højlydt!
Sendte den lige en tanke ved morgenbordet, da jeg hældte blomsterhonning ud over den græske yougurt
Photobucket

lørdag den 3. juli 2010

Lørdag i hængekøjen











Jeg ved ikke hvorfor; det var en pludselig indskydelse der fik mig til at oprette en denne blog - Hmm... måske er det varmen


I skrivende stund ligger jeg i vores hængekøje, mellem to blommetræer, (der ikke har båret frugt de sidste 4 år) med den bærbare på maven og nyder de vindpust, der af og til fejer ind over haven.
Duften af sommer kilder i næsen - den blomstrende hyld - den uægte jasmin og smagen af den forgangne jul ´s kanel og kardemomme kilder mig på tungen... Jeg kom til at bage julebiscottis igår - Hvem siger også at det kun er til jul man kan nyde dem?




Her hos mig bliver de bagt hele året og går under navnet: Tandknuserkager!
Inspirationen kommer fra Hjerteforeningen men jeg fifler lidt med den:

Photobucket